Tendens er nu norm
		Stort publikum til endnu et forbløffende ungdomssymfoniorkester
		Børge Friis
		Copenhagen Youth Symphony Orchestra Location  :  Tivolis Concert Hall Sunday, July 7th, 1991, 19:30 Program  :  Jean Sibelius: Finlandia Edward Elgar: Concerto for cello and orchestra Carl Nielsen: Symphony no. 2 - The Four Temperaments Jean Sibelius: Valse triste Conductor  :  Ari Rasilainen Soloists(s)  :  Hans Nygaard, cello

De unge musikere - alle dem under 30'erne - bliver ved med at forbløffe mig. For nylig Musikkonservatoriets Symfoniorkester, siden Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester og nu Københavns Ungdoms Symfoniorkester - alle tre, og flere til, med præsentation i det ungdomsopmuntrende Tivoli, hvilket må dybt anerkendes.

På årets hedeste sommersøndag var turen kommet til Københavnerne, frisk hjemvendt fra deres turné til Østrig og Italien. Der var næsten fuld sal i det store, kølige rum, hvor man oplevede tre markante værker.

Sibelius' tonedigt "Finlandia", der er blevet til finnernes "Marseillaise", i hele sin flammende protest mod fremmedåg og undertrykkelse, blev flot spillet til indledning under ledelse af den unge finne Ari Rasilainen, der var 2. prisvinder i Malko-dirigentkonkurrencen for tre år siden. I mellemtiden har han optrådt som violinist og som dirigent for adskillige orkestre rundt om i Europa, Sovjet og USA og er for tiden ansat som chef for symfoniorkesteret i Tammerfors, Finlands næststørste by.

Man fik hurtigt sympati for hans meget varme og følsomme måde at lede sine musikalske undersåtter på. Enkelt og umisforståeligt og med dyb sans for en udtryksfuld frasering. Alt sammen noget, der hviler på en forudgående og meget tilbundsgående instruktion. Hvad jeg har særlig lyst til at understrege er, at den forrige generations aversion mod disciplin, autoritet og konsekvens - understreget ved enhver lejlighed for 30 år siden! - er veget for en fast og næsten kærlig og medfølende form for lederskab. Rasilainen er et godt eksempel på denne tendens, der nu er blevet normen. Betingelsen er naturligvis de høje krav, han stiller til sig selv og sin fundamentale kunnen, der bl.a. afspejler sig i hans gennemførte udenadspil selv i Elgars fire-satsede Cellokoncert i es-mol. Her var den unge Hans Nygaard, uddannet af bl.a. Ralph Kirshbaum, Tortelier og Rostropovitj og medlem af Det Kgl. Kapel, den renlivet og følsomt spillende solist. Han gav sammen med sin dirigent liv og nerve til dette meget drømmende værk og dets mange små finter og nuance.

Til slut fulgte en farverig opførelse af Carl Nielsens 2. symfoni, "De fire temperamenter". Et imponerende og inspireret spil! Små-uheld og "bøffer" var der flere af. Dem ser vi her stort på. Der er jo helheden, forståelsen og gejsten i hele dette foretagende, vi ser på - og den var bemærkelsesværdig.

Begejstringen var stor. Man rejste sig og jublede. Orkestret ydede sin maestro sin største ære i form af en orkestertouche og måtte efter de første fremkaldelser give et ekstranummer. Selvfølgelig i form af en tyst og beåndet gengivelse af Sibelius' "Valse triste".